Kontrolspørgsmål til den praktiske prøve

Styretøj

– Ved nyere biler må der normalt ikke være ratslør. Dette kontrolleres ved at hjulene straks følger rattets bevægelse (i biler med servostyring foretages kontrollen med startet motor). Stå ved siden af bilen med døren åben og motoren startet. Lav små bevægelser fra side til side med rattet. Hjulene skal følge rattets bevægelser med det samme.

– Servo-olien skal være påfyldt så den er mellem minimum og maksimum.

Bremser

– Bremsepedalen må ikke kunne trædes i bund når der trædes hårdt på pedalen.

– Bremsepedalen må ikke synke, mens den holdes nedtrådt ved konstant tryk.

– Alle moderne biler i dag er udstyret med vakuumforstærker. Denne kan kontrolleres på følgende måde: Træd nogle gange på bremsepedalen indtil den føles hård. Træd hårdt på den og start motoren samtidigt. Nu skal pedalen synke lidt, fordi bremseforstærkeren (vakuumforstærkeren) nu “hjælper” dig med at bremse.

– Bremsevæske skal være påfyldt så den er mellem minimum og maksimum.

Motor, udstødning mv.

– Motoren må ikke udvikle unødig røg og støj.

– Motoren må ikke være tilsølet af udsivende olie. Se på den når hjelmen er åbnet – der må ikke være olie, men den må gerne være beskidt.

– Udstødningssystemet skal være tæt og sidde fast. Hvis bilen støjer mere end normalt når motoren startes, er det tegn på utæthed i udstødningssystemet. Tag, med en klud, fat i udstødningen bagpå bilen og prøv at ruske lidt i den. Hvis det rasler sidder den ikke fast.

– Motorolie skal være påfyldt så den er mellem oliepindens minimum og maksimum,  eller eventuelt på kontrollampe. Det samme gælder kølervæske.

– Sprinklervæske skal være påfyldt i tilstrækkelig mængde til den tur du skal ud at køre.

Dæk og støddæmpere

– Dæk skal have mindst 1,6 mm dybde i hovedmønstret på alle hjul, eventuelt bedømt ved slidindikatorer. Slidindikatoren sidder i bunden af mønstret og er 1,6 mm høj. Når dækket er slidt ned til slidindikatoren, er dækket ulovligt at køre med.

– Dæk, fælge og hjullejer skal være hele og ubeskadigede.

– Støddæmpere skal være virksomme ved alle hjul, bedømt ved at bilen straks går i ro efter en kraftig påvirkning af støddæmperne. Giv hver skærm et kraftigt tryk, og bilen skal komme op igen og falde til ro med det samme.

Lygter og signalapparat

– Alle lygter og reflekser skal være hele og rene, og alle lygter skal kunne lyse.

– Alt lys foran på en bil skal være hvidt eller gulligt. Baglyset skal være rødt.

– Nærlyset må ikke blænde. (bedømt på, at lyset falder 1 cm pr. m). Stil dig foran lygten og hold fingeren på benet ved lys/mørkegrænsen. Gå nogle skridt bagud og se at lyskeglen falder.

– Stoplygterne skal give væsentligt kraftigere lys end baglygterne.

– Blinklygterne skal blinke med gult lys, der tydeligt kan ses i direkte sollys.

– Havariblinket skal kunne tænde alle blinklygter samtidig. Knappen er markeret med en rød trekant.

– Nummerpladelyset skal være hvidt.

– Bagpå skal bilen være udstyret med 2 røde, godkendte reflekser som ikke må være trekantede.

– Hornet skal have en klar og konstant tone.

Væsker – repetition

Der er 5 væsker der skal kunne kontrolleres under motorhjelmen:

Bremsevæske – mellem min og max

Kølervæske – mellem min og max

Motorolie – mellem min og max

Servoolie – mellem min og max

Sprinklervæske – tilstrækkelig mængde til den tur du skal køre

Fælles for alle kontroller er, at de kan variere lidt fra bil til bil.

Check derfor instruktionsbogen hvis du er det mindste i tvivl.